Roskildes Champions League hold deltog i weekenden i anden fase af turneringens gruppespil, som fandt sted i Saarbrücken, Tyskland.
Modstanderne i puljen var hjemmholdet FC Saarbrücken TT samt polske K.S. Dekorglass Dzialdowo og franske AS Pontoise Cergy.
Jens Lundqvist, Michael Maze, og Champions League debutanten Mikkel Hindersson kom fredag aften godt fra start med en 3-2 sejr over Pontoise. Her imponerede Lundqvist med en sejr over stærke Emmanuel Lebesson (WR 39), og Michael Maze lukkede kampen med en overbevisende sejr over Rafael Cabrera.
Lørdag havde Roskildes sportschef Allan Bentsen valgt at sætte sig selv på holdkortet i stedet for Michael Maze – formentligt for at spare Maze til søndagskampen, da Roskilde på forhånd så sig selv som underdogs mod Saarbrückens Darko Jorgic, Patrick Franziska og Tomas Polansky. Denne forudseenhed holdt stik, og kampen endte overbevisende 3-0 til hjemmeholdet fra Saarbrücken.
Roskilde havde stadig chancen for at avancere fra gruppespillet, men det krævede en søndags-sejr over K.S. Dekorglass Dzialdowo med Jakub Dyjas, Taimu Arinobu samt det svenske stortalent Truls Möregaard. Nederlag til i de 2 første singler betød, at Mikkel Hindersson skulle levere en sejr i tredje single, for at holde Roskilde inde i kampen. Hindersson var tæt på at levere sejren, da han pressede japanske Taimu Arinobu (WR 239) ud i 5 sæt, hvor han dog måtte se sig slået med 4-6.
Undervejs bød holdkampen på et spændende møde mellem Maze og Möregaard. Trods sin unge alder var Möregaard favorit, og han lukkede da også kampen i 3 sæt.
Nederlaget til Dekorglass Dzialdowo betød at Roskilde endte på en 3. plads i gruppen. Dermed er Roskilde ude af årets Champions League, men fortsætter i Europa Cup’en.
Artikelbillede: fra Roskilde BTK61’s Facebook side.