😎🏓🏓😎

Den første del handler om klubbens hold i Serie 5 og Serie 4, hvor 2 ud af 4 hold sikrede sig at komme i oprykningsspillet i foråret.

Sisu/MBK 15 (Serie 5 – pulje 2)
Holdet havde i efterårssæsonen fået tilgang af to nye medlemmer i Sisu/MBK, Jacob Monsrud og Oliver Hedahl Danielsen. De startede sæsonen ud som lyn og torden med en 8-2 sejr over Stavtrup med de to nye debutanter på holdet. Efterfølgende blev det desværre til et nederlag til Hørning inden RBC Aarhus blev besejret. Dermed havde holdet en afgørende kamp imod Viby om, hvem der skulle spille sig op i Serie 4 kval. rækken. Desværre blev en meget tæt kamp tabt med flere 5-sæts nederlag, og Viby og Hørning tog de to oprykningspladser. De to debutanter præsterede fremragende i deres debutsæson med 11 sejre i 15 kampe tilsammen. Derudover kan Søren Pfeil Sørensen fremhæves med sine 6 sejre i 12 kampe. De sidste to spillere på holdet er Jens Blom Hansen og Holger N. Sørensen. Holdet viser hele tiden fremgang for hver halvsæson, de spiller, og vil med sikkerhed være med i toppen af rækken i forårssæsonen.

Sisu/MBK 14 aka. Lakridspibeholdet (Serie 4 – pulje 3)
Holdet har i denne halvsæson haft det svært. Skader, udlandsrejser mv. har gjort, at det har været meget svingende præstationer. De startede godt ud med 3 point efter de første tre kampe, bl.a. med en uafgjort imod Hørning, der efterfølgende fik 9 ud af 12 mulige point i rækken. De sidste tre kampe blev desværre alle tabt, og holdet måtte tage til takke med en tredjeplads i puljen med 3 point. Med 5 sejre i 6 kampe skal Jesper Carlsen især fremhæves for god fremgang. De fleste spillere på holdet vandt ca. en tredjedel af deres kampe. Med lidt mere kontinuitet i fremmødet til træning, så kan holdet helt sikkert spille sig i toppen af rækken i forårssæsonen. Holdet bestod, udover Jesper Carlsen, af Omar al Zein, Jesper Bentsen, Tue Jakobsen og Lars E. G. Christensen.

Sisu/MBK 13 aka. Team Donkey (Serie 4 – pulje 2)
Holdet havde en helt fantastisk sæson, hvor de hele vejen igennem var suveræne og endte ud med 6 sejre i 6 kampe. De blev både til storsejre på 10-0 og 9-1, men holdet var også i stand til at holde hovedet koldt under pres, da de vandt to 6-4 sejre. Holdet havde to helt store stjerner sæsonen igennem som endte med at dele 1. pladsen på toplisten med 11 sejre i 12 kampe, i form af HC Fyhn Madsen og Georgian Ilie. HC og Georgian havde endda en reservetjans i Serie 2 i begyndelsen af sæsonen, hvor de på overraskende vis formåede at vinde 3 kampe tilsammen. Derudover præsterede de resterende tre spillere på hold 13 også på meget højt niveau, da de alle vandt mellem 55-66 % af deres kampe. De resterende spillere på holdet er Mark Beyer, Kahtan Khaddouj og Kenneth Boetius. Efter den klare førsteplads i puljen kan de nu se frem til at spille Serie 3 kval. i foråret.

Sisu/MBK 12 (Serie 4 – pulje 1)
Klubbens gamle garde leverede en pragtsæson, da de vandt deres pulje. De startede ud med to storsejre i starten af sæsonen efterfuldt af et snævert nederlag på 6-4 til Assentoft og en uafgjort imod Skive. Holdet skulle derfor ud i en afgørende kamp om oprykning i deres 5. kamp imod Assentoft. I den afgørende kamp stillede de med klubbens ældste startopstilling på 215 år sammenlagt i form af Svend Erik Schrøder, Flemming S. Vitved og Egon Gaarmann. Det blev til fremragende spil, hvor alle spillere på holdet vandt 2 ud af 3 singler, samtidigt med at doublen også blev vundet og dermed kunne holdet fejre oprykningen med en 7-3 sejr. I sæsonens sidste kamp kunne de sikre 1. pladsen i puljen med en sejr over rækkens bundhold Randers. Det blev til stensikre 10-0 og dermed var puljesejren sikret. Holdet bestod ud over de tre førnævnte også af Erik Dyhr Pedersen. Alle fire mand på holdet havde fine sejrsprocenter på mellem 55-73 %. De kan nu se frem til at spille Serie 3 kval. i foråret.







Kilde

1 KOMMENTAR

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her