Hvidovre Bordtennis har aldrig tidligere vundet et DM for hold – men med den samlede semifinalesejr over SISU MBK/Viby BTK er vestegnsklubben nu klar til at spille DM-finale – VoresBordtennis har ledt i statistikkerne, men det er ikke lykkedes, at finde ud af, om Hvidovre-klubben tidligere har nået til finalen (skriv gerne i kommentarerne nedenfor, hvis du ved noget).

Med den nylige DM-finale i single i mente, var Hvidovre på umiddelbar favorit inden semifinaleopgøret. Klubben har nemlig både danmarksmester Jocefina Haagensen og runner-up Sophie Walløe på holdkortet foruden den stærke svensker Agnes Svensson. Men ved dette års single-DM deltog SISU/Vibys stærke trio ikke. Trioen bestående af Pernille Agerholm, Mie Binnerup Jacobsen og Izabell Nørlem har adskillige danske mesterskaber på deres CV’er. Med andre ord – semifinalen bød virkelig på mange af de bedste damespillere i Danmark, og der var lagt op til mange tætte opgør.

På SISU/Vibys hjemmebane (BTEX’ lokaler) sidste mandag udeblev de tætte opgør, idet gæsterne fra Hvidovre vandt en meget klar 6-0 sejr med kun 2 sætab undervejs.
SISU/Viby så ud til at være bedre forberedt til returopgøret i Hvidovres “Gryden” søndag eftermiddag. Her fik de mange fremmødte virkelig glæde af de mange tætte kampe. Det var først og fremmest Izabell Nørlem, der stod for SISU/Viby’s sejre, da hun vandt alle sine 3 kampe over Agnes Svensson, Sophie Walløe og Jocefina Haagensen.
Flere af de øvrige kampe gik helt ud i 5 sæt, og Viby var med i holdkampen helt til stillingen 4-4 inden inden Jocefina bragte Hvidovre på 5-4 med 5-sæts sejr over Mie Jacobsen, og Agnes Svensson gjorde rent bord med 3-0 over Pernille Agerholm.

Den anden semifinale i damernes slutspil serves i gang mandag aften, når Hillerød GI tager imod de regerende mestre fra Virum BTK i Royal Stage. Her forventes Hillerød at stille med veteranverdensmesteren Pia Toelhøj, samt de 2 stærke juniorspillere Sofie Eckeroth og Emma Eckeroth (repræsenter til dagligt naboklubben Allerød BTK). Virums hold består af Valeria Hachard (vinder af grundspillets topliste og estisk mester) og virums damejuniorer Emma Vendelbo Clement og Maja Helene Hansen.

Artikelbilledet er fra Hvidovre Bordtennis’ facebookside.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her