Torsdag aften i München blev der på Leonardo Hotel trukket lod til de indledende puljer ved EM i bordtennis, som starter lørdag.

Den danske trup består af Anders Lind, Tobias Kamph Rasmussen, Martin Buch Andersen og Jonathan Groth. Jonathan er seedet direkte ind i hovedturneringen, og skal derfor ikke spille indledende puljespil.

  • Tobias Rasmussen spiller i gruppe 3 mod Cédric Nuytinck (Belgien) og Daniel Berzosa (Spanien).
  • Anders Lind får i pulje 13 selskab af Darius Movileanu (Rumænien) og Michael Tauber (Israel).
  • Martin Buch Andersen er som den eneste dansker havnet i en 4-mandspulje. I pulje 15 møder han Deni Kozul (Slovenien), Luka Mladenovic (Luxembourg) og Ivik Nielsen (Grønland). Ivik er et kendt ansigt i Danmark, da han har fået store dele af sin bordtennisopdragelse i Hirtshals-klubben B75.

Ingen af danskerne er topseedede i deres puljer, men efter corona-årene har spillernes placering på verdensranglisten endnu ikke fundet sit naturlige leje. Desuden har både Anders Lind og Tobias Rasmussen flere gang vist, at de kan slå spillere fra verdenstoppen eller lige under, så vi kan formentlig godt se frem til nogle spændende puljekampe.

Fredag eftermiddag kl. 16 trækkes der lod til hovedturneringen, hvor Jonathan Groth er med i bowlen. Jonathan er seedet som nummer 23.

Svenske Truls Möregaardh er topseedet i turneringen.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her