🇩🇰
🏓 Torsdag den 10. feb. var 50 (55 tilmeldte) spillere fra 13 klubber i Ringkøbing fra vest til Randers i nord klar til stævne i Vojens Idrætscenter. Vojens BTK er en erfaren stævnearrangør gennem 41 sæsoner så alt var i de bedste hænder.

🏓 Som altid inden stævnerne begynder mulighed for kaffe og snak om hvordan sæsonen er gået hidtil. Første runde med puljer i de kendte rækker A, B, C og D for at finde den enkelte spillers niveau til de senere finaler. Spændende og indædte kampe, lige og velspillede kampe hvor der kæmpes om hver bold. DGIs udsendte måtte kæmpe bravt med tre 5sæts kampe for placeringerne frem mod finalerne.

🏓 Mellem kampene masser af muligheder for at stifte nye, genoplive og vedligeholde venskaber. Under-tegnede nåede via Ribe, Ratzeburg (Ribes venskabsklub), Rechlin ml. fl. gennem det halve Europa og de oplevelser der knyttede sig til dem. Andre har formentlig haft lignende muligheder for en snak på tværs af klubber og opfyldning af netværkskontoen. En fin mulighed for at pausere inden middagen.

🏓 60+ stævnerne er altid opdelt i to halvdele med en pause i mellem så alle har en mulighed for at styrke kræfterne inden de krævende finaler. I Vojens stod menuen på “dansk bøf med bløde løg und alles”. Særdeles velsmagende og som det hør og bør – nok til at mange kan få mere end en gang. Muligheden var absolut til stede.

🏓 Efter pausen nye puljer – finalepuljer – om præmierne. B- og C-rækkerne fra tidligere var inddelt således at alle 1′ mødtes og så fremdeles. Det gav ind imellem nogle gevaldig spændene kampe hvor der igen måtte kæmpes bravt for at vinde. Der var ligeledes mulighed for at spille double – noget som mange spiller hjemme i klubberne. Den mulighed så ud til at bekomme vel.

🏓 Efter en lang dag med bordtennis, mange kampe, mange snakke og oplevelser var der fælles præmie-overrækkelse. Og tid til at sige på gensyn i Tommerup 16. marts og Billund 12. april. Tak til Hans Gehlert, Ebbe Worm og Vojens BTK for et dejligt stævne og hyggelig dag – kommer gerne igen.

Tekst: Søren Andersen, DGI Bordtennis
Foto: Ebbe Worm og Søren Andersen








Kilde

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her