❗❗
? Tirsdag den 16. nov. havde Aabenraa BTK indbudt til bordtennisstævne for 60+ spillere. Konceptet for stævnet, de 34 deltagere fra 10 klubber med Viby i nord og Varde i vest som yderpunkter, er som alle 60+ stævner er – 2 runder og alle kampe spillet i puljer afbrudt halvvejs med fælles frokost.
Stævnelederen var Ebbe Worm fra arrangørklubben, som er en erfaren herre hvad stævneplanlægning og -afvikling angår.
? Først 4 indledende rækker A til D med flere puljer i halvdelen af rækkerne. A-rækken måtte spille deres kampe i en finalepulje. Der blev i puljerne spillet mange jævnbyrdige kampe. Mange spillere kender hinanden fra tidligere, så efter en lang pause fra stævnerne skulle der lige snakkes lidt ind i mellem kampene. Og det lyder til der er fremgang i medlemstallet i klubberne. Uge 37/Åben Hus har mange steder givet nye medlemmer, og er en god anledning til at byde indenfor, og vise hvad man kan tilbyde.
? Som det altid er, når man mødes til stævne opstår der nye bekendtskaber – det der bordtennis kan noget. Bedømt på latteren rundt omkring i træningshallen var spillerne godt tilfreds med at være i gang igen.
Pause og fællesspisning i bowlingcentrets tilstødende lokaler, hvor man kunne høre bowlingspillerne kæmpe bravt – stævnesæsonen blev indledt med stil – menuen var flæskesteg.
? Efter pausen havde stævnelederen Ebbe Worm lavet nye puljer med baggrund i resultaterne fra 1. runde. A-rækken spillede doubleturnering og efter udbrud og motivationstilkendegivelser at dømme blev der gået til den med kamp om hver bold. Slutpuljer i B- og C-række med spændene og lige kampe som ikke lod A-spillerne noget efter. Efter kampene var der fælles præmieoverrækkelse med vin til præmietagerne.
? Glade for at være i gang igen, og det lød til på korridorsnakken, at der er flere stævner på vej efter nytår. Velkommen til 2 debutanter på 60+ stævnefronten nemlig Aabenraa BTK som arrangør (også ungdomsstævner med stor succes) og Varde BTK som deltagende klub. Tak til Aabenraa BTK, stævneleder Ebbe Worm med hjælpere for godt stævne og hyggelig dag i øvrigt. Vi kommer gerne igen.
Tekst og foto: Søren Andersen, DGI Bordtennis og Varde BTK/60+