Nogle gange sker det at man, på trods af mange kampe i en sæson, ender i en helt utrolig tæt afgørelse mellem flere hold. Det var også tilfældet, da der i dag skulle findes en vinder af U12A-rækken i Bordtennis Danmark Øst ved superweekenden i Valbyhallen.

Inden dagens kampe var der 3 hold, der kunne når førstepladsen i rækken: Brøndby BC 1, Amager 1 og Virum 1.

Med 2 kampe runder tilbage lå Virum med 21 point i spidsen foran Brøndby, som ligeledes havde 21 point. På 3. pladsen lå Amager med 19 point.

I næstsidste runde tørnede Virum sammen med Brøndby. Den kamp vandt Brøndby med 6-4, og de overtog dermed førstepladsen. Amager vandt 7-3 over Frederiksberg BTK, og var således stadig med i kampen om førstepladsen inden sidste runde.

I den satte Amager en slutspurt ind ved at besejre Brøndby med 7-3, og i ca. 20 minutter lå Amager derfor på 1. pladsen, mens Virum og Frederiksberg stadig fightede i en tæt kamp. Med et uafgjort resultat i Virum-Frederiksberg dysten, ville Amager kunne holde førstepladsen (bedre indbyrdes ift. Brøndby) og Virum ville være henvist til 3. pladsen med et point mindre end de 2 øvrige tophold.

Virum, der havde spillet sig frem til stillingen 5-3 mod Frederiksberg, måtte konstatere at Frederiksberg – på trods af ingen chancer for medaljer – spillede rigtig godt på dagen. Frederiksberg reducerede til 5-4 og inden Felix Stahl Eriksen i et meget tæt 4. sæt trak sejren hjem til Virum. Virum vandt 6-4.

Brøndby havde vundet rækken, hvis det var for 3 sæsoner siden

Efter Virums 6-4 sejr stod både Brøndby, Amager og Virum nu med 23 point efter en færdigspillet sæson. Den totale kampscore for de 3 hold var:

  • Brøndby: 111 vundne og 29 tabte
  • Amager: 110 vundne og 30 tabte
  • Virum: 108 vundne og 32 tabte

For 3 sæsoner siden var stillingsreglerne i de østlige rækker sådan, at hvis der var pointlighed, kiggede man på sæsonens samlede kampscore, for at finde vinderen. Dette ville have givet sejren til Brøndby, 2. pladsen til Amager og 3. pladsen til Virum.

Virum bedst indbyrdes

Et regelskift har betydet at, man nu ved pointlighed bruger følgende metode, for at finde vinderen:

  1. Flest kamppoint i indbyrdes holdkampe.
  2. Bedste kampscore i indbyrdes holdkampe (forskel vundne/tabte individuelle kampe).
  3. Bedste sætscore i indbyrdes holdkampe (forskel vundne/tabte sæt).
  4. Bedste kampscore i samtlige kampe (forskel vundne/tabte individuelle kampe)

Brøndby har i sæsonen været dårligst i indbyrdes kamppoint mod Amager (1-3) og indbyrdes mod Virum har de haft lige kamppoint (2-2) men dårligst kampscore (7-13). Derfor ender Brøndby efter de nye regler på en 3. plads.

Tilbage er regnskabet mellem Amager og Virum. Her har resultaterne i sæsonen været:

  • Virum – Amager: 6-4
  • Amager – Virum: 5-5

Regnskabet ender med at Virum har flest kamppoint (3-1), og derfor kunne Virum kåres som østdanske vindere i rækken.

De 3 hold har formået at give hinanden kamp til stregen, og det hele blev altså afgjort – ikke bare i den sidste holdkamp, men i den sidste holdkamps sidste individuelle kamp. Det var god underholdning for de tilbageværende i Valbyhallen. Og for at det hele ikke skal gå op i regelrytteri og matematik… Spillerne viste masser af smagsprøver på virkelig flot bordtennis! Og ved præmieoverrækkelsen var der glade smil over hele linjen – Alle havde vist haft en god oplevelse – skønt!

1 KOMMENTAR

  1. […] forrygende og vandt med 7-3 over både Frederiksberg og Brøndby, og da alle kampe var spillede, havde rækkens tre bedste hold alle 23 point. Guld, sølv og bronze skulle dermed afgøres på indbyrdes kampe, og her endte vi som nr. 2 og […]

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her